Af Lars Johansson

Gult skifter til rødt. Jeg standser og ser drengen. Han sidder på en pil. En hvid pil på et blåt skilt der angiver den kørebane jeg om lidt skal tage. Han ser lige forbi mig med et blik som betragtede han et stort landskab.

Biler og busser begynder at køre på tværs mellem os, vi omsluttes af en gråsort dieselsky og jeg ser ham nu kun i glimtene mellem bilerne. Han sidder helt stille, nærmest på trods. Rejser han sig bliver han mast af den kværnende strøm der løber på begge sider af ham. Jeg mærker både frygt og vrede, hvad bilder han sig ind, sidde der helt roligt og påkalde sig min bekymring?

Jeg rækker ud efter mit kamera, mit bolværk mod verden. Min kone ser på mig, jeg tror hun vil sige at jeg skal koncentrere mig om trafikken, men i stedet peger hun ivrigt til modsatte side: 'Se!'

Jeg ser kun drengen, ser at han i højre hånd holder en lille, gennemsigtig plasticpose med et hvidt indhold, der, sammen med den hvide pil under ham, lyses op af billygterne. Han har hverken spand eller vaskeskind eller skraber som de andre børn der piler op og ned langs rækkerne. Vores forrude er blevet vasket fem gange på den time der er gået siden vi kørte ind i Bukarest.

En osende bus passerer og med den ophører den tværgående trafik. Drengen er væk. En isnen gennemløber mig, jeg sænker kameraet. Skiltet er igen blot et anonymt vejskilt. Tør i munden spejder jeg ud i skumringen, han var vel syv eller otte. Jeg ser på min kone, der stadig peger ud på et eller andet i hendes side. Min mund smager af metal, hun vil sige noget, kan jeg se, men i det samme dukker drengen frem igen. Jeg smiler. Min kone følger mit blik og får øje på drengen, der søvngængeragtigt nærmer sig. Fraværende, nærmest skødesløst, læner han sig op ad bilens venstre forskærm, står med siden til og ansigtet lidt opad som nyder han den stille regn der nu prikker på bilens tag.

Jeg løfter igen kameraet og i det samme drejer han hovedet, uventet, føler sig iagttaget, som de fleste i den situation, instinktivt, jeg ved det for jeg har fotograferet mange steder i verden. Drengens øjne flakser hen over forruden, nærværende nu, samtidig tørrer han sit strimede ansigt med bagsiden af et laset ærme. Hans blik er mørkt, dybt, hans hud snusket som dieselskyen omkring os og læderagtig af for meget sol og vind og regn. Et gammelt barneansigt. Uden at tage øjnene fra bilen løfter han tankefuldt sin pose op til munden, hvor den spiles ud og trækkes sammen et par gange. Som en lunge. Så sænker han den pludselig med et begejstret hyl. Han har fået øje på kameraet, tager et par hurtige skridt og banker næsen mod min siderude, mens han skærmer med hænderne for de forbipasserende billygter. Posen hænger nu som en lang, slatten cigaret mellem to fingre på hans højre hånd. Min kone trykker på centrallåsen der aktiveres med et kort smæld.

Drengen står med næse og læber presset mod ruden og ligner et af de groteske ansigter vi som børn lavede mod vinduet hjemme i opgangen. Han ser direkte på mig og jeg på ham. Så udstøder han endnu et hyl og forsvinder med et slag på ruden. Jeg bliver siddende ubevægelig. 'Se,' insisterer min kone nervøst. Jeg sidder blot helt stille. Og ganske rigtigt kommer de store, mørke øjne igen snigende ind i mit synsfelt. Drengen bliver stående et par sekunder, slår så atter irriteret på ruden og er væk. En tredje gang dukker han frem, men så bliver hans øjne med et små, hans ansigt trækkes sammen samtidig med at der bankes hårdt på bilruden i min kones side. En betjent hiver råbende i døren. Bag mig dyttes der. Min kone tager kameraet ud af min hånd, jeg sætter bilen i gear. Betjenten rammer bilen med et spark idet jeg kører frem, og da jeg passerer den hvide pil i vejkrydset, får jeg øje på en kolossal bygning der rejser sig bag dieselskyen.

'Se,' gentager min kone: 'Ceausescus Palads.'

Lars Johansson, forfatter, filminstruktør og manuskriptforfatter, er født i 1949. Han debuterede i 2006 med romanen Signe, der bygger på den sande historie om hans svigermor, som forelskede sig i en tysk officer under krigen. Også hans seneste roman, Dancing Charlie, bygger på historisk stof, nemlig historien om en flydedok med 1500 krigsfanger, som strandede på Langeland d. 4. maj 1945 efter fire døgn på åbent hav.